Artikel

Roland Møllers råd til ordblinde børn.. Lad være med at give op

Udgivet

March 26, 2017 01:44

5442
0
Skuespiller Roland Møller måtte først ramme bunden og ryge i fængsel, før han indså, at han var nød til at ændre sit liv. Og her fik læsningen — særligt med afsæt i én bestemt bog — essentiel betydning for ham.
I dag går det godt for Roland Møller. Han har netop været i Hollywood til Oscar-fest, hvor filmen, som han har hovedrollen i — Under Sandet — var nomineret i kategorien “Bedste Udenlandske Film”. Der er i øjeblikket stor efterspørgsel på den danske skuespiller — også fra udlandet — så derfor får Roland lige nu tilsendt en del nye manuskripter, som han med egne ord “hakker sig igennem”. Selvom Roland aldrig er blevet konstateret “ordblind”, så har læsningen altid været en udfordring for ham:
 
“Det var helt klart en udfordring for mig, da jeg var dreng. Når vi skulle læse op i klassen, kunne jeg godt mærke, at jeg var meget dårligere end de andre. Man gad jo ikke at læse, når man ikke var god til det. Det siger jo sig selv. Og til sidst holdt lærerne op med at spørge mig. Så jeg har aldrig rigtigt fået taget fat i hornene på det problem, at jeg ikke kunne læse. Og det struggler jeg med nu. Jeg er blevet bedre og bedre til det, men det er stadigvæk en kamp”, siger Roland, men forklarer dog samtidig, at han i dag har fået oparbejdet nogle teknikker, der har gjort det lettere for ham, at komme igennem svære tekster:
 
“I stedet for at stave mig igennem ordet, som man lærer i 1. klasse, så kigger jeg på ordet og får det til at ligne noget jeg kender, og så kan jeg huske det. Jeg er meget billedlig. Så når jeg læser et manus, så prøver jeg at lukke øjnene og forestille mig scenen. Og på den måde, så kan jeg sgu lige pludselig huske mine replikker. Fordi jeg ligesom laver filmen inde i mit hoved, og så bevæger jeg mig fremad i filmen og så ved jeg, hvad der skal siges her”.
Selvom læsetræningen var en udfordring for Roland, så fortæller han, at han faktisk var glad for at gå i skole. Han kunne godt lide de fleste af lærerne, men det var mest i frikvarteret og når der blev dyrket sport, at han fandt sin plads i hierarkiet. Og så kunne han godt være lidt af en rod, der kunne finde på at sidde og smide papirkugler i nakken på klassekammeraterne. Men det var først senere, at han for alvor blev rodet ud i noget snavs, der endte med at han kom i fængsel. Det var inde bag tremmerne, at Roland for første gang blev opmærksom på, hvor vigtig læsning er:
 
“Inde i fængslet, der begyndte jeg at læse rigtig meget. Og jeg fandt ud af, at der faktisk var nogle bøger, der var super fede og rimeligt nemme at læse også. Og når det er noget, der interesserer én, så slugte man dem bare. Og så kunne jeg mærke, at det var en måde, at udvide mit ordforråd. Det var sådan “wauw”, jeg imponerede lidt mig selv der”, fortæller ham.
 
Der var specielt én bog, som Roland husker, der havde en helt særlig betydning for ham. Det var Muhammed Ali’s selvbiografi “Den største”. Denne bog var med til at få Roland til at indse, at han måtte vende sit liv i en anden retning, og at han blev nødt til at kæmpe for at få det til at ske:
 
“Altså når man sidder i fængsel, så kan man godt føle sig helt alene, verden ramler, og man føler sig ensom. Dér kunne jeg bare relatere til Muhammed Alis livshistorie: Det med at være helt på toppen og så at ramme bunden. Rejse sig op, gå på toppen igen og ramme bunden en gang til, og så gå på toppen fucking én gang til. Det er fandme inspirerende. Jeg tænkte: “jeg bliver nødt til at gøre noget andet”. Jeg bliver nødt til at prøve noget nyt, ellers så kommer jeg aldrig videre herfra. Du skal ikke sidde og tude over et nederlag. Et nederlag er faktisk en erfaring, som man bliver rigere af”.
 
Efter han havde gjort sig denne erkendelse, begyndte Roland at ændre sit liv drastisk. Han begyndte at træne regelmæssigt, han læste regelmæssigt og han begyndte også at skrive regelmæssigt. Selvom han “stavede som en brækket arm”, fandt han ud af, at der lå en form for kreativitet i det at skrive, som fik en stor betydning for ham. Det gav ham en mulighed for at kanalisere alle de følelser, som han sad med inde i fængslet, ud i ordene på papiret. Faktisk var det Rolands noter fra, hvad han oplevede inde i fængslet, der senere blev til filmen “R”.
 
“Jeg fandt ud af at ord kan bruges til at male en historie, male et billede, og det var faktisk et ret fantastisk værktøj. Jeg fandt ud af, hvor vigtigt det er, at kunne udtrykke sig”.
 
Herfra begyndte tingene stille og roligt at gå i den rigtige retning for Roland, og i dag er han internationalt anerkendt skuespiller på fuld tid og har oveni købet en ren straffeattest igen. Vejen til, hvor han er i dag, har ikke været nem, erkender han. Det har været hårdt, hårdt arbejde. Men det har også gjort, at han i dag kan kigge sig selv i spejlet og være stolt af det han ser.
 
Så hvilke råd vil Roland så give videre? Til de børn der i dag har læsevanskeligheder? Til de “vilde drenge”, der har svært ved at koncentrere sig i skolen? Til disse børn har Roland følgende råd:
 
“Det er jo vigtigt, at den første bog, man tager op, at det er en fed bog. Men det kommer an på, hvor deres interesse ligger henne. Altså jeg læste Muhammed Alis selvbiografi, og så læste jeg en bog der hed “half gun will travel”, af Rohin Roe, som handler om Death Row’s rise and fall. Den er god, hvis man godt kan lide ganster-rap. Det er vigtigt man tager en god bog, men den skal også være nem at læse første gang man læser. Det er vigtigt, at man bliver opslugt af det. Så hvis du læser en bog og synes den er kedelig, så find en anden bog! Men lad være med at give op! Du bliver nødt til at lære at læse… Hjernen er en muskel og den kan trænes! Så det er et spørgsmål om: Vil du ligge dig ned og vente på, at lykken måske rammer dig, eller vil du gå ud og jage lykken? Det er op til dig”.
 

 
Disse råd ville Roland have givet sig selv som dreng:
  1. Lær at udtrykke dig. Ingen følelser er forkerte.
  2. Rastløshed kan bruges konstruktivt og arbejd for dig i stedet for imod dig.
  3. Kanalisér rodet i hovedet ud på papir, og få derved et overblik over, hvad det er du går og tumler med.
  4. Skriv, selv om du ikke kan stave.
  5. Der er lektioner i al nederlag og modstand.
  6. Der findes ingen problemer, kun udfordringer.
 
Disse bøger anbefaler Roland:
  1. Ronin Ro: ”Have Gun Will Travel”, kan findes her: www.amazon.com/Have-Gun-Will-Travel-Spectacular/dp/0385491352
  2. Muhammed Ali: ”The Greatest”, kan findes her: bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A21109541
  3. Sanyika Shakur: ”Monster: The Autobiography by an LA Gang Member”, kan findes her: www.goodreads.com/book/show/44188.Monster
  
 
Del via sociale medier
0 Kommentarer
Tilføj din kommentar